Kystfiskeri efter havørred – en lærerig oplevelse – 3 dages fiskeri et sted i Danmark

Kystfiskeri efter havørred – er en fortælling om, hvad jeg nogen gange lærer i forhold til det, at bruge det meste af året på at jage den uovertrufne havørred langs kysten og i fjordene.

Fortællingen er fortalt ud fra, hvordan jeg erindrer dagene samt mine tanker nu og da…

3 dages kystfiskeri efter havørred

Endnu en kold vintermorgen skar igennem mine uldne og tykke tøjlag. Jeg var godt træt af kulden, men havørrederne trak i både krop og sjæl. Min fantasi spillede mig et puds i løbet af natten og indprentede en drøm om en stor havørred…

I raskt trav gik jeg igennem landskabet og hvert åndedrag dampede som et mindre lokomotiv… Dampen jeg udåndede, som altid synes at have en snert af et overraskende element over sig, selvom jeg har prøvet det mange gange før, strejfede kind og øre, før den forsvandt bag mig, som om havde jeg aldrig været der…

Vandet lå spejlblankt hen og den mørkegrå himmel, gjorde overfladen uigennemskuelig. Jeg havde medbragt en kort stang på 6 fod. Hjulet havde jeg købt på tilbud dagen før og fik endda line med for under 500 kr.

Kunne jeg få drømmen til at gå i opfyldelse monstro?

Dag 1.

Jeg riggede til. Et gennemløbsblink skulle være midlet og en stor havørred målet. Bøjlen på det nye hjul blev lagt bagover og kastet skulle placeres perfekt. Lige imellem to store sten. “klink!”

For f….. da!!!

Blinket var ubrugeligt, bøjet og malingen var næsten væk på hele den ene side. Jeg var uskarp og rusten… “Skide sten!”, mumlede jeg sagte for mig selv, men kiggede alligevel rundt for at se, om nogen skulle have set mit ellers unormalt rolige udbrud.

Et nyt blink blev fundet frem, klargjort og kastet lå denne gang perfekt, lige imellem begge sten og jeg holdt vejret… Intet…

Nogen gange tror jeg så meget på et sted og et kast, at jeg inde i mit hoved ikke kunne forestille mig, at noget kunne slå fejl. Havørreden havde snydt mig igen… Uden at vide det…

Jeg fortsatte min vandren igennem terrænet og kom frem til de næste sten, hvor en ørred kunne stå. Pladsen jeg ville affiske var en lille vig, ikke større end en kvart fodboldbane. Ude i midten var flere store sten, og nogle halv-slunkne blæretangsbuske. Vinteren havde været hård ved dem og deres ellers normalt, ret så opløftende grønne farve. De havde alle nu fået en brun kulør, som de visne blade vinden havde blæst ned på overfladen, og som nu lå sammen med dem under vandet.

Kastene startede langs kanterne af vigen og da jeg intet mærkede der, fortsatte jeg med at afsøge systematisk, meter for meter. En stribe af de brune, blærede buske, førte op til en sten og fungerede måske, som den brune tang-løber for en kongefisk, hvis jeg var heldig. Jeg kastede udover tangen og så en skygge vende lige før blinket forlod løberen. “Det var lige godt s…..!”. “Nøøj den var stor!” udbrød jeg.
“Du mener vel, at den ér stor”, rettede jeg mig selv med en tanke…

Og i stedet for at skændes med ego, valgte jeg at fokusere på opgaven. Et nyt kast – endnu engang fulgte den og vendte. Jeg kastede hurtigt igen, intet. Skiftede blink. Intet…

Efter nogen tid gav jeg op. Andre pladser gav efterfølgende fisk på dagen, men den store ørred lå og svømmede rundt inde i mit hoved, og ville ikke trække ud.

Dag 2.

Dagen efter kom jeg tilbage. Nu skulle den kroges og landes, hvis den da stadig var der. “Du er min havørred”, tænkte jeg.

Jeg sneg mig ind på pladsen. Kastet skulle placeres nøjagtigt samme sted, samme vinkel, men et nyt blink skulle gøre tricket. Og det gjorde det! Sådan da…

Den store havørred var der stadig, men istedet for kun at følge til slutningen af den brune løber, herefter kaldet tangbæltet, fortsatte den med at svømme nysgerrigt efter blinket. Den fulgte denne gang helt ind til min støvlespids, før den igen vendte tilbage til sit midlertidige bo, sin standplads ved den store sten.

Tankerne væltede rundt. Jeg har altid sagt, at hornfisken er den mest intelligente fisk vi har herhjemme, når den er her. Det da den bevidst kigger efter os eller en del af os, før den forsøger at bide. Selv gedden aner ikke hvad den skal gøre når fanget. Det gør hornfisken. “Dø menneske dø!!!”.

Denne ørred var snu, den var listig, nysgerrig og ikke dum nok til, ikke at se blinket an. Den virkede dog ikke til at tage notits af mig. Jeg måtte forbedre mig, finde en måde, en teknik, den rette agn!

Dag 2 – i tænkeboks under aftensmadden.

“OK, så den står der, samme sted 2 dage i streg. Det virker ikke som om der er flere ørreder på pladsen. Der er både skjul og fødeemner. Den følger mine blink, uanset farve, men hugger ikke???

“Er den ikke sulten? Kan den se at det ikke er en rigtig fisk den jager? Er farverne ikke de rigtige? Spinner jeg for hurtigt ind eller måske for langsomt?” Spørgsmålene hobede sig op, men jeg kunne ikke finde svaret lige der. Kun på et sted og af en fisk, kunne jeg få svaret.

Kystfiskeri efter havørred – på havørredens standplads

Dag 3.

Længe havde jeg benyttet mig af et trick, som jeg fandt på under en tur til Tyskland. Jeg havde set et stort blink til trollingfiskeri efter laks og kunne straks se potentialet, til fangst af havørreder i det lave vand.

“Store agn – store fisk”, som det gamle ordsprog lyder og stadig kan høres igennem vinden over hver en fiskeplads. Et ekko der aldrig slutter med at gentage sig selv. Med god grund.

Hvis havørreden kun følger mit blink til dørs og ellers ikke reagerer på det, så skal der mere drastiske midler til? En trussel mod en fisk, som opfører sig territorialt… Den kan vel ikke lade en stor konkurrent på 15 cm. tage for sig af retterne sådan uden videre…?

Succes…

Blinket skabt til trolling og derfor flyver igennem luften, som roadrunnerens ben løber, lå lige hvor det skulle. Pludselig skød dyret ud fra stenen og tangbæltet. Den fulgte efter blinket helt oppe i overfladen. Bulen mindede mig om en gedde under jagten på en mus eller ælling – og jeg lagde måske en lille sag i buksen i samme farve, som det falmede blæretang, men kun måske.

Bulen bag blinket nærmede sig, i takt med min indspinningshastighed blev langsommere. Jeg lavede et lille stop, og så en hvid mund inhalere blinket, som var det en tangloppe. Modhugget sad lige i skabet og hjertet i halsen, hvor det pulserede som havde jeg slugt en kuffertfisk, der ikke vidste om den ville være lille eller stor.

En kraftig rusken med hovedet derude, gjorde mig bevidst om fiskens stadie. Jeg havde kroget mig en stor falder…
Den gydefærdige fisk, havde fundet sig et sted hvor den skulle fede sig op, før den rejste videre ud i saltvands-verdenen. Måske var den mæt, måske ikke. Men den huggede og måske, ja, måske var mit blink så stor en trussel, at kun tænderne var nok til at markere sig.

Den lange havørred tog nogle længere udløb, brugte både “rulle-tricket”, “spring-tricket” og den kraftige hovedrysten, for at blive fri af krogen. Højst sandsynlig også for at blive fri af den glade, men nervøse mand for enden af stangen.

Efter nogle minutter kom den i land. Jeg mindes ikke nogensinde at have set en smukkere fisk. Mest fordi, den lærte mig noget. Dog uden at vide det. Jeg valgte egentlig at lære af den, som det jo egentlig hænger sammen i virkeligheden. Uden ørredens måde at agere på, havde jeg ikke kommet videre i listen af fangstmetoder.

Det at dyrke kystfiskeri efter havørred, har ikke været det samme for mig siden. Jeg fanger mange standpladsfisk hvert år og kender til hundredevis af standpladser rundt om i Danmark. Lige fra Bornholm og Sjælland til Fyn og Jylland.

Havørrederne lærer os alt, hvis vi er villige til at observere dem. De fortæller os hvad de vil og hvornår de vil det.

Jeg er vild med hele konceptet – kystfiskeri efter havørred – simpelthen fordi det er det mest krævende – det mest udfordrende.

Men af den grund, irriterer det mig til tider også.

Læs mere om kystfiskeri her: Det rette fokus…

Jeg har taget tankesættet fra kystfiskeriet efter havørreder med til de danske fjorde og har fundet det ligeså effektivt der.

/Jari

Ekstra:

Her er fakta om én af Danmarks smukkeste fjorde.

Mariager Fjord har ingen dårlige årstider. Hverken når det kommer til det at fange ørreder eller store ørreder for den sags skyld. Istedet drejer det sig om at kende til fiskepladserne, samt ørredernes måder at opføre sig på under forskellige forhold. De er der altid og det samme er de store fisk, forår, sommer, efterår og vinter.
Spinnefiskeren fanger gennemsnitligt større havørreder end fluefiskeren i fjorden, set over et helt år.
Det er ikke alle fiskepladser, som er gode i fjorden, faktisk, kan man skære det ned til ca. 10.
Mariager Fjord er den fjord, hvori der bliver sat flest ulovlige garn og ruser i Danmark.
Fjorden er den fjord i Danmark, hvor alle i bund og grund har størst chance for, at fange en stor havørred over 60 cm. En rigtig begynderfjord, som rigtig mange benytter sig af , når de skal tanke selvtillid på nettet. (Trist og misvisende)
Mariager Fjord har godt 20 gode standpladser. Fordelt på 6 fiskestrækninger.

Læs mere om Mariager Fjord her: Lystfiskerimariagerfjord.dk