Tåsinge

Tåsinge byder på et væld af fiskepladser. Den er da heller ikke helt så lille, som nogle af de andre øer på listen. På Tåsinge finder man alt hvad lystfiskeren begærer, især når det kommer til havørredfiskeri fra kysten, samt lystfiskeri efter hornfisk og fladfisk.

Man kan fange havørreder fra flere gode fiskepladser rundt om øen. Det gælder hele året rundt og det kan endda under nogle år, være svært at pege på én årstid frem for en anden, som skulle være bedst.

Med et areal på 70 km², er der rigeligt af kyst at affiske. Heldigvis kan man finde mange steder at overnatte på øen, så flere dage kan bruges på at udforske.

Der er ikke et eneste fredningsbælte rundt om Tåsinge. Læs mere om det her: Fredningsbælter…

Lystfiskeri på Tåsinge

Der er ingen tvivl om, at der er strækninger og områder, som fisker bedst/kaster mest af sig rundt om Tåsinge. Især når det kommer til havørreder. Heriblandt fra Valdemar Slot og ca. 1,5 km. mod nord derfra, fra Vindebyøre og ind til Vindeby Lystbådehavn, 200 meter til begge sider fra under Svendborgsundbroen, området omkring Saksenborg/Spidsen, Vornæs rundt.

Der er naturligvis mange andre gode kystpladser omkring øen, men de nævnte er i mange tilfælde de mest sikre.

Vinterfiskeriet kan have sine dårlige perioder rundt om hele Tåsinge. Især når der er frostgrader i længere perioder. Under de forhold, får man i mange tilfælde mest ud af, at besøge de fynske fjorde eksempelvis eller Helnæs Bugt.

Langt de fleste steder er det nødvendigt at benytte waders, når der fiskes efter havørreder langs kysten omkring Tåsinge.

Øen egner sig både til fluefiskeri og spinnefiskeri.

Hornfiskene ankommer ca. fra maj og bliver 3-4 måneder frem. De kan fanges rundt om hele øen i perioden.

Fladfiskene kan fanges året rundt. Svendborgsund og ellers yderkysten er at foretrække. Man kan også fiske aktivt efter fladfiskene i øens “lommer”, såsom Lunkebugten.

Info og muligheder

Maps
Se kort over Tåsinge: Maps…

Mad og drikke
Der er flere spændende spisesteder på øen og gode indkøbsmuligheder. Flere vejboder sælger også friske grønsager m.m.
Se spisesteder her: En kulinarisk oplevelse…

Det er muligt at overnatte på øen flere steder: Overnatning på øen…
Carlsberg Camping er ganske glimrende for lystfiskere og ligger centralt i forhold til de bedste fiskepladser på øen. Også i forhold til  indkøbsmuligheder og Svendborg m.m. Campingpladsen har forskellige hytter, både til familier, en gruppe på fisketur eller parret der gerne vil opleve noget nyt.
Se pladsen her: Carlsberg Camping…

Rigtig god fornøjelse med dit lystfiskeri på Tåsinge.

/Jari


Læs også om denne fantastiske lille ø: Siø…


Video fra Tåsinge

error: Content is protected !!