Sorte aborrer

Man kan fange sorte aborrer i Danmark.

Sorte aborrer er at finde flere steder i landet. Den sø som er mest kendt for fænomenet, er dog Store Økssø i Rold Skov.

Selvom vandet i de fleste søer er spritklart, fremstår det alligevel som kulsort. Det skyldes ofte bundfarven, som ofte er rødlig. Farven skyldes et højt indhold af humussyrer.

Aborrerne tilpasser sig ganske simpelt det vand de lever i og den sorte farve er derfor en genial kamuflage fra naturens side. Selvom, man har flere end 50 aborrer lige foran sig nede i vandet, kan man ikke se en eneste af dem.

Af en eller anden årsag, er den orange farve bedst fangede under de forhold. Det er uanset om man bruger en spinner, wobler, jighale eller flue m.fl.

Om det er fordi aborrerne lettere kan se, kan man kun gætte om. Man kan dog argumentere for, at aborrerne alle steder ofte er vilde med orange. Men i eksempelvis Store Økssø, er orange den absolutte nummer et, når det kommer til kunstagn. Regnorm er også effektive langt hen ad vejen. Men tager man til Store Økssø, så er der flest små aborrer og de sluger i reglen ormen og så er man i mange tilfælde tvunget til at dræbe dem, hvilket er synd og spild. Brug derfor gerne kunstagn i den sø.

Kan man spise sorte aborrer?

De sorte aborrer kan sagtens spises. Ofte er det sådan, at vandet i de søer hvor de bliver sorte, er så rent, at det er tæt på at kunne drikkes.

Man skal altid huske på vigtigheden i, ikke at tage for mange, når der hjemtages aborrer fra søer i Danmark. I nogle søer kan det tage aborrerne lang tid om at reproducere.

En aborre er desuden, ligesom f.eks. gedden, en vigtig del af fødekæden i vandet og derfor også en vigtig del af søens balance og vandkvalitet.

Rigtig god fornøjelse med dit lystfiskeri i Danmark efter sorte aborrer.

/Jari

Se denne video, som viser lystfiskeriets muligheder i Store Økssø efter sorte aborrer:

https://www.youtube.com/watch?v=pFS5wpjrlxo