Lystfiskeri – udfordringen sætter vi selv

Lystfiskeri - udfordringen sætter vi selv

Lystfiskeri – udfordringen sætter vi selv

Lystfiskeri – udfordringen sætter vi selv og de valgte veje er mange. Billedet ovenover her er fra en dag hvor jeg ville forsøge at fange en fisk i et lille hul/en dam i udkanten af et militært skydeterræn. Jeg troede ikke på at der skulle være fisk deri. Men… Fordi det kunne være sjovt at gøre skepticismen til skamme, så udfordrede jeg mig selv. Ikke nok med at jeg skulle fange en fisk deri, men det skulle også være med fluestangen. Det blev til en skalle og en lille aborre. Begge huggede på en nymfe.

Man kan udfordre sit eget lystfiskeri i en sådan grad, at selv det de fleste opfatter som gråzoner, overgås og overtrædes på flere planer. Det hele afhænger naturligvis af, hvor låst en lystfisker er i sit lystfiskeri og i sit sind. Sætningen, “det kan man ikke”, kan på mange områder betragtes som et snævert syn og endda betragtes som at komme fra et ret snævert menneske.

Man overfører typisk alt man har i sig, eller manglen på samme, til sin hobby. Ens personlighed afspejles i 99% af tilfældende i ens fiskeri, måden man fisker på, beklædning og valg af agn. Man kan f.eks. ligesom man gør i nogle boligprogrammer, hvor man gætter på hvem der bor i huset udfra diverse ting og genstande deri, også læse de personlige træk hos en lystfisker bare ved at kigge på ham eller hende fiske.

Når vi udfordrer os selv og hinanden bliver vi klogere. Ikke kun på os selv, men også på fiskepladser, fisk og hvad de kan og gør. Et godt eksempel er, at fluefiskere bruger bestemte fluer til havørreder i åen i forhold til kysten og fjorden. Mange mener ikke at man kan bruge en kystflue til åen og omvendt. Det er dog langtfra sandheden. Vi mennesker er glade for at bilde os selv noget ind. Og vi danskere er specielt glade for at følge et regelsæt.

Der er bare ingen regler når det kommer til lystfiskeri. Kun de lovpligtige.

Udfordringer leder nogen gange til svar, som ikke altid har et spørgsmål foranstillet.

Eksempler på sjove og knap så sjove udfordringer

1. For at lære sig selv at gå imod egne ønsker og at vige fra samme tyndslidte stier kan man f.eks. gøre følgende. Affisk en strækning på kysten du aldrig har fisket på før og som du absolut ikke tror på. 

Mulige mål og resultater:

  1. Du finder måske ud af at denne type plads slet ikke er så ringe.
  2. Du får bekræftet at du har god intuition eller nok baggrundsviden til at bedømme en fiskeplads.
  3. Måske får du ikke svaret denne gang og er stedet nødt til at komme tilbage under andre forhold. En udvidet udfordring står nu foran dig. En udfordring som er, hvis du tager den op, dobbelt så belønnende.
  4. Endnu en brik i et større puslespil er lagt. Resultatet viser sig når man er klar eller det er meningen. Man går aldrig forgæves.

2. Mener man ikke at kystørreder hugger på put and takefluer, hvorfor så ikke gøre det til en sjov historie og udfordring. 

Mulige mål og resultater:

  1. Da det rent faktisk- og beviseligt virker har man, når det er lykkedes for en selv, opnået en større viden og kan træde ud af den lille boks man har sat sig selv i.
  2. Udfordringen eskaleres via. forsøg med andre fluer til andre fiskearter og fiskevande.
  3. Nye mønstre kan bindes og dermed ser nye “kystfluer” dagens lys.
  4. Endnu en brik i et større puslespil er lagt. Resultatet viser sig når man er klar eller det er meningen.

3. Gå til en af de større lakseåer i Danmark i det grimmeste tøj muligt. Så længe man holder sig indenfor reglerne for lystfiskeri i den pågældende å, så er der ingen fare på færde. 

Mulige mål og resultater:

  1. Din viden om hvor snæversynet og naiv man rent faktisk kan være som lystfisker/sportsfisker afklares hurtigt. Det via. blik og kommentarer fra andre sportsfiskere ved åen.
  2. Du finder hurtigt ud af at man kan fange laks uanset påklædning og farven derpå.
  3. Mennesket viser hvor afstumpet det kan være.
  4. Laver man dette nummer får man hurtig svar på om foreningen, som har med fiskevandet at gøre, har mange snæversynede medlemmer.

4. Fisk efter andre fiskearter end dem du normalt fisker efter i en periode

Mulige mål og resultater:

  1. Måske finder du en hobby i hobbyen.
  2. Fisketrætheden skubbes og ny energi kan hentes.
  3. Ofte er der andre type mennesker indenfor hver type eller form for fiskeri. Det udvider din horisont og måske vennelisten.
  4. Frigør dig fra fiskeriet du kommer fra, kun for at vende tilbage med endnu større glæde.
  5. Endnu en brik i et større puslespil er lagt. Resultatet viser sig når man er klar eller det er meningen.

Pjat eller ikke noget for dig?

Uanset hvordan man vælger at være lystfisker eller sportsfisker, skal man huske ikke at projektere sine egne grænser over på andre. Ét er at man kan virke en smule naiv og en endda en smule dum, noget andet er at man rent fakutelt overfører manglen på viden og bredde til den næste lystfisker. Værre endnu, til en kommende lystfisker.

Måske har man ikke lyst til at udfordre sig selv fordi man er tilfreds hvor man er, og det er helt legalt og retfærdigt. Det ovenstående er kun til dem der føler de sidder fast. Eksemplerne er ikke alle lige eksemplariske, men bekræfter istedet muligheden for at tænke ud af boksen.

Lystfiskeri – udfordringen sætter vi selv eller gør vi?

Udfordringerne er langt sjovere når man er flere om at sætte dem/give dem. Når man er flere sker der ofte det, at udfordringerne både udvides og i højere grad besværliggøres. Her lærer vi allermest. At udfordre hinanden til at fange noget som måske ikke “kan fanges”, den umulige fisk, gør ofte at man skærper alle sanser og i reglen perfektionerer sine evner. Et kæmpe plus på alle områder. Fiskemæssigt og personligt.

Jeg håber det lykkedes.

Jari – Lystfiskeri Danmark.