Lystfiskeri i Hanstholm

Lystfiskeri i Hanstholm består bl.a. af havbarsfiskeri, sildefiskeri og fiskeri efter makrel.

Lystfiskeri i Hanstholm – information

Lystfiskeri i Hanstholm foregår mest i og omkring Hanstholm Havn. Man kan fange fisk fra stranden syd for havnen og ligeledes fra stranden nord for. Inde i havnen er flere gode fiskepladser til fangst af f.eks. makrel, sild og til tider også torsk.

Strandene på begge sider af havnen kaster ofte havbars af sig, men især sydstranden er kendt for fremragende makrelfiskeri. Nordstranden har igennem flere år været gavmild i forhold til fangster af store havbars.

Sydstranden har i en årrække også være givende når det kommer til fangst af pighvar. Mange dyrker ikke fiskeriet, men de der gør har ofte heldet med sig. Maj måned er topmåneden for pighvarfiskeri på pladsen.

Hanstholm Havn og strandene er meget påvirkelige vejrmæssigt. I kraftig vind fra nord, vest eller øst bliver vandet meget grumset. Når vandet er grumset er fiskeriet ikke godt efter nogen fiskearter i området. Fladfisk såsom rødspætter og skrubber kan i perioder være undtagelserne.

De gode fiskepladser i Hanstholm Havn

Bemærk: Rækkefølgen er ikke sat udfra om den ene fiskeplads er bedre end den anden. Rækkefølgen er tilfældig. Man ved sjældent hvilken plads der er bedst før man afprøver dem alle på dagen.

  1. Sydvesthavnen – inderside: Se på maps…
    God til makrel og sild.
  2. Sydvesthavnen – Ind/udsejlingen: Se på maps…
    God til Makrel, sild og torsk.
  3. Sydhavnen – inderste del: Se på maps…
    God til sild, makrel og havørreder. (Multer langs stenene)
  4. Nordøsthavnen: Se på maps…
    God til sild, makrel og torsk. (Havbars i ny og næ)

Perioder

  • Sildefiskeriet er godt i april og kan også være det i september og oktober.
  • Torskefiskeriet er godt aften og nat fra april og frem til oktober. Perioden svinger en del. Torskene kan også fanges om dagen i sommersæsonen.
  • Lystfiskeri i Hanstholm efter makrel kan ske allerede fra juni, men nogle år starter fiskeriet først i slutningen af juli/starten af august.
  • Multen indfinder sig typisk fra maj og bliver hele sommeren igennem.

Lystfiskeri i Hanstholm fra nordstranden

Nordstranden bruges i dag også til både kitesurfing og alm. surfing, men kommer man tidligt om morgenen kan man stadig få plads og opleve godt havbarsfiskeri og fra denne strand.

Se stranden her: På maps…

Går man længere mod nord og forbi den nordlige enkelt-/alenestående mole, kommer man til bunkerne. Udfor dem er flere gode dybere huller til fangst af havbars. Men her kan man også fange havørreder, multer og hornfisk. Ganske som man kan det 800 meter længere henne ved Hamborg Strand. Læs mere om den her: Hamborg…

Perioder

  • Havbarsfiskeriet er bedst fra juli til og med september. Hvor godt fiskeriet er kan skifte gevaldigt fra år til år.
    Skal man finde mere stabilt havbarsfiskeri skal man koncentrere sit fiskeri udfor Hamborg Strand. Her får man mest ud af pladsen hvis man har en pontonbåd, kajak, jolle eller f.eks. en flydering. Der er meget strengetang helt inde fra land og flere meter ud flere steder. Havbarsene fanges hyppigst på ydersiden af disse. Også her kan morgenfiskeriet være at foretrække. Oplev også overfladefiskeriet i skumringstiden på denne plads. Brug f.eks. en popper og se havbarsene angribe.
  • Der er også mange havørreder døgnet rundt langs pladsen. Ofte længere ude… Havørrederne kan fanges allrede fra maj og helt frem til og med oktober.

Lystfiskeri i Hanstholm fra sydstranden

Sydstranden er meget jævnt. Både at gå på, men også når det kommer til vanddybde. Her er makrelfiskeriet klart bedre end havbarsfiskeriet i modsætning til nordstranden. Og som tidligere nævnt gør det sig også gældende når det kommer til pighvarfiskeri.

Hornfisk er der også en del af i sommersæsonen langs pladsen. Havbarsene kommer tilfældigt forbi i ny og næ, men man skal ikke forvente det. Pladsen her egner sig også til fiskeri efter fladfisk såsom rødspætte, skrubbe og ising.

Se stranden her: På maps…

Perioder

  • Lystfiskeri i Hanstholm efter makrel kan ske allerede fra juni, men nogle år starter fiskeriet først i slutningen af juli/starten af august.
  • Hornfiskene kan fanges fra maj og hele sommeren igennem.
  • Skrubbe, rødpætte og ising fanges lettest i sommersæsonen.
  • Pighvarrene er flest i maj og fanges nemmest helt op mod havnen, hvor vandet er en anelse lavere end langs resten af stranden.

Rigtig god fornøjelse med dit lystfiskeri i Hanstholm.

Jari – Lystfiskeri Danmark

Mere information

Oplev Hanstholm over flere dage og overnat i et af Danmarks lækreste guesthouses: Læs mere…

Se en fiskevideo fra nordstranden her: Havbarsvideo…

Læs om en anden mulighed for lystfiskeri i Nordjylland: Svinkløv Strand…