Horsens Fjord

Horsens Fjord – fakta
Horsens Fjord byder på et væld af lækre fiskepladser. Mange af dem er endda let tilgængelige. Fjorden er da også velbesøgt, men hvor længe? De danske fjorde lider gevaldigt.
På grund af det gennemsnitligt lave vand i fjorden ved Horsens, er den heldigvis hurtig til at komme sig de få år den rammes af iltsvind. Den er da også væsentligt mere levende end sin nabo, Vejle Fjord, både sommeren og efteråret igennem.
Horsens Fjord har et rigt fugleliv. Og der svæver havørne over fjorden hver dag. Oftest langs den nordlige del. I den ydre del er en mange sæler, som har en koloni lidt udenfor fjorden mod nord. Øen Hjarnø og Alrø er også kendt for sine fuglekolonier, sælbesøg samt et væld af gode fiskepladser.
Flere fakta
Længde: Ca. 18-19 km. lang.
Gennemsnitsdybde: 3,5 m.
Areal: Ca. 77 km2.
Dybeste sted: 20-22 meter.
Øer: Alrø – Vorsø – Hjarnø.
Lystfiskeri i Horsens Fjord – info
Lystfiskeri i Horsens Fjord kan dyrkes året rundt. Generelt kan resultatet deraf dog være svingende fra år til år. Skal man finde stabilt fiskeri efter eksempelvis havørreder, er det sene forår at foretrække samt efteråret hvor havørrederne er flest. Vinterfiskeriet efter havørrederne kan såmænd også være ganske godt, men alt afhænger af om der er frostgrader i længere perioder eller ej. Milde vintre er de klart bedste og mest givende. Sommerfiskeriet kan være godt i den ydre del af fjorden. Om sommeren er der også en del ål i fjorden samt hornfisk og makrel.
Makrellerne er oftest at finde tæt på eller i sejlrenden, hvorimod hornfiskene og ålene er alle steder.
Hjarnø, som er at finde i den yderstel del af fjorden, er både hyggelig og altid et besøg værd når man gerne vil dyrke lystfiskeri i fjorden. Det uanset hvilke fiskearter man vil fiske efter. Rundt om øen er også flere gode fiskepladser til fangst af skrubber.
Læs mere om øen her: Hjarnø…
Der er en del fredningsbælter i fjorden, nogle helårs andre halvårs. Indenfor fredningsbælterne må der ikke fiskes. Skriv Horsens Fjord i søgefeltet og se hvor de er her: Fredningsbælter…
Fiskepladserne
I fjorden er en del gode fiskepladser. Langt de fleste er let tilgængelige. Mange steder kan man endda parkere helt nede ved vandet.
De fiskepladser som ofte kaster fisk af sig om foråret, gør hyppigt det samme om efteråret.
Fjorden er som nævnt godt og vel 18 km. lang, men er forholdsvist lavvandet de fleste steder. Langs en del fiskepladser i fjorden løber sejlrenden, som man i nogle tilfælde kan komme helt ud til. Dette er en fordel når makrellerne skal fanges.
Lavvandspladserne, som ligger nær sejlrenden er ofte et godt sted at være, når sommersæsonens havørreder skal fanges. Det er desuden lige omvendt om vinteren. Her skal man gerne væk fra det koldere og mere strømfyldte vand.
Lystfiskeri i Horsens Fjord og overnatning
Vil man gerne dyrke lystfiskeri i Horsens Fjord over flere dage, kan man overnatte på Horsens City Camping. Pladsen ligger tæt på flere af fjordens helt gode fiskepladser på nordsiden.
Horsens City Camping er i høj grad en lækker familieplads, med masser af aktivitetsmuligheder for både børn og voksne. Pladsen ligger helt ud til Horsens Fjord og en børnevenlig badestrand.
Campingpladsen er desuden placeret tæt op ad en skov og er omkranset af et generelt lækkert naturområde. Man kan som campist opleve et rigt dyreliv med bl.a. rådyr, harer og fasaner, som i ny og næ også går frit rundt på pladsen.
Aktiviteterne er mange. windsurfing, kajakroning, paddleboarding, badning, lystfiskeri og eventyr minigolf, er bare nogle af de muligheder der foreligger, når man besøger denne smukke campingplads i Midtjylland.
Vandet i fjorden er fuld af havørreder. Og nogle af de helt gode fiskepladser til fangst af disse, ligger tæt på denne overnatningsmulighed ved Horsens Fjord.
Man kan bl.a. gå ud til en af fjordens bedste direkte fra campingpladsen. Stien rundt om Horsens City Camping leder op til 2 sammenhængende fiskepladser. Affisker man den første udad, ender man ved Brakør – en fiskeplads kendt for både store og mange havørreder hele året rundt.
Har man egen jolle med, kan man også sejle ud over dybere vand og fange makrel.
Adresse og kontaktoplysninger
Horsens City Camping
Husoddevej 85
8700 Horsens
Tlf. +45 75 65 70 60
Mail: camping@horsenscity.dk
Rigtig god fornøjelse langs fjordens fiskepladser.
/Jari – Lystfiskeri Danmark
Læs meget mere om lystfiskeri i den østjyske fjord her: Fjorden…
