Strib Fyr og Strib Nordstrand

Strib Fyr og Strib Nordstrand – lystfiskeri
Strib Fyr og Strib Nordstrand er blandt de mest ikoniske fiskepladser på Fyn. Her er i høj grad om en fiskeplads med historie. Utallige store havørreder er fanget fra netop denne fiskeplads, men i nyere tid er der væsentligt længere imellem den slags fangster. Før i tiden blev der også fanget godt med både torsk og sej fra stranden, men det hører fortiden til.
I dag er der stadig havørreder at fange og i perioder også hornfisk og makrel.
Den stærke strøm, som man ofte oplever at fiske i langs pladsen, er altid en velkommen og spændende detalje.
Vand og bundforhold
Ofte er der en del strøm langs pladsen. Der er også flere tangbælter her og der, samt en bund der veksler imellem småsten og sand. De få spidser der er langs pladsen, både ved kanonerne og den ved revet udfor fyret er ofte gode steder at begynde. Længere mod syd kan det betale sig at fiske omkring de små båd/badebroer der er.
Vandet er oftest klart langs fiskepladsen.
Årstider – fiskearter ved Strib Fyr og Strib Nordstrand
Havørred: Året rundt. De bedste sæsoner er forår og efterår. (Inkl. milde vintre)
Hornfisk: Fra maj og nogle måneder frem.
Makrel: Sommer.
Fangstmetoder
Havørred: Her er på mange måder ikke tale om en flueplads. Selvom man godt kan være heldig med fluestangen, så er strømmen ofte en besværliggørende faktor. Desuden er fiskene ikke altid tæt under land.
Blandt andet på grund af strømmen, er det ikke anbefalelsesværdigt at vadefiske langs det meste af pladsen. At fiske fra land er også alt man behøver her. Alt andet er ganske unødvendigt…
Blink og kystwoblere er effektive. I vintersæsonen/vinterhalvåret kan det være blink og kystwoblere med farverne: Hvid/lyserød, hvid/grøn, kobber, sølv/neongrøn eller neongrøn/perlemor. (Nogle få dage også rød/sort)
I sommerhalvåret er blink og kystwoblere i sølv, sølv/grøn, kobber, sølv/blå og hvid/grøn fangstgivende.
Hornfisk: De samme agn som bruges til havørrederne kan tilføjes her. At bruge en prop og et stykke sild på denne strækning af Lillebælt, er både sjovt og effektivt. Her kan man følge proppen fra ende til anden med strømmen. Ganske som man kan gøre det i en å.
Brug en lille trekrog i str. 10 og en strimmel med glinsende sølvskind fra silden eller benyt en enkeltkrog.
Tobis eller brislinger er ligeså effektive til fangst af hornfisk ved Strib Fyr og Strib Nordstrand.
Makrel: Brug de samme agn som til havørreder og hornfisk.
Knæk og bræk
Jari
Tilbage til: Vejlby Fed Strand Camping…
