Storåen

Kæmpelaks fra Storåen nær Thorsminde Camping

Storåen – lystfiskeri

Storåen er i top 3 over Danmarks bedste lakseåer. Danmarks største laks, i hvert fald den længste, er fanget i netop denne å. Det er ikke kun de enorme laks man kan fange i åen som gør den til en af landets bedste, det er også antallet af laks samt de mange tilgængelige strækninger af åen man kan fiske fra.

Strækningerne er delt op fra zone 1-5. I alle zoner kan man fange laks. Man kan endda fange laks inde midt i Holstebro by, hvor Danmarks største laks da også er fanget. (141 cm. lang)

Køb fiskekort og læs mere om zonerne her: Dagkort…

Det tager kun en halv times tid at køre til denne lækre lakseå i Danmark fra Thorsminde Camping. Parker evt. her – gå over broen til modsatte side og affisk opstrøms i nogle kilometer derfra: Parkering…

Fiskeregler forbundet med åen

Der er mange regler forbundet med lystfiskeri i lakseåer i Danmark. Storåen er ingen undtagelse.

Man må bl.a. ikke have modhager på krogen/krogene. Der er kvoter på laksene som ændrer sig fra år til år. D.v.s. at et bestemt antal må hjemtages fra åen pr. år. Når kvoten er opbrugt skal alle fangede laks efterfølgende genudsættes.

Bliver vandet for varmt i sommersæsonen kan åen lukkes for at skåne fiskene.

Læs alt om regler for både parkering, laks og laksefiskeri samt opbevaring af fiskekort her: Regler…

Lystfiskeri i Storåen

Laksefiskeriet er det de fleste lystfiskere dyrker i Storåen. Men man kan også fange havørreder samt nogle få bækørreder og stallinger deri.
Alle tre arter er dog totalfredet frem til minimum slutningen af 2025.

Når man vil fange laks i åen kan det egentlig gøres ganske simpelt. Man kan fiske med regnorm og en prop eller med et lod og regnorm uden prop. Når der fiskes med prop skal ormen være nær bunden og man følger egentlig bare proppen med nedstrøms under fiskeriet. Fisker man derimod uden prop er der en verden af muligheder. Man bør fiske aktivt uanset hvordan man vælger at gribe fiskeriet an. At affiske under alle brinker, i hvert et sving, i høller/huller og før og efter et stryg er altid en god idé.
Det er ikke tilladt at fiske med rejer eller rogn.

Spinnefiskeri med en spinner er den mest benyttede fiskeform, tæt efterfulgt af fluefiskeri. Nogle buger også blink i Storåen.

Som spinnefisker er de såkaldte kondomspinnere at foretrække. På grund af deres lange og tynde gummiovertrukne kroppe falder de lettere ned i vandet. Og det er vigtigt at fiske nær bunden uanset hvilket grej og fangstmetode man bruger.

De klassiske spinnere fra Mepps har alle dage været gode til laks i Danmark, men man får mest ud af disse langs Storåens mere lavvandede strækninger. Brug str. 4 og 5.

Uanset hvilken spinner man vælger at benytte, er opstrømsfiskeri ofte den letteste måde at få spinneren i dybden på. Kast op mod strømmen og hold lige akkurat nok tempo i indpinningen af spinneren til at spinnerbladet roterer.

Ekstra:

Udover at have fiskekortet til selve åen skal man også have Statens Fisketegn. Køb det her: Fisketegn…


Vil du læse mere om laksefiskeri kan det gøres her: Laksefiskeri i Danmark…