Lystfiskeri i Roskilde Fjord

Lystfiskeri i Roskilde Fjord – information
Lystfiskeri i Roskilde Fjord er i og for sig forbundet med havørredfiskeri. Grunden til dette er, at havørrederne er at finde i fjorden året rundt. I kortere perioder kan man også fange hornfisk, sild og makrel. I den ydre del kan man være heldig at få en pighvar på krogen og i den inderste del, en aborre… Antallet af skrubber, som også er at finde i Roskilde Fjord, svinger den del. I nyere tid fanges der et fornuftigt antal via. skrubbegarn, mens det er mere begrænset med en fiskestang.
Fiskepladserne i fjorden er nogle steder let tilgængelige, hvor man andre steder må gå et stykke for at komme til.
Mange fisker fra båd/jolle i fjorden. Gennem de senere år er det også blevet populært at dyrke lystfiskeri i fjorden fra fiskekajak.
Uanset hvordan man måtte vælge at fiske i Roskilde Fjord, så skal man oftest væbne sig med tålmodighed. Her er tale om en af de helt svære fjorde på Sjælland at greje.
Havørredfiskeri i Roskilde Fjord
At fange havørreder i Roskilde Fjord kræver i høj grad lokalkendskab. Dog er nogle fiskepladser lettere at fange fisk langs end andre.
Her er nogle gode eksempler:
Bolund – Se fiskepladsen her: Halvøen…
Salvadparken – Se fiskepladsen her: En klassiker…
Oddestenen – Se fiskepladsen her: Stenen…
Jyllinge Lystbådehavn – Se fiskepladsen her: Havnen…
Dertil kan tilføjes, at fiskeriet rundt om Bognæs i vinterhalvåret kan være ganske givende. Det samme gør sig gældende både syd og nord for Frederikssund Havn og Frederiksværk Havn. Inde i Frederiksværk Havn er tilmed flere gode fiskepladser til fangst af havørreder.
Der er en del fredningsbælter langs fjorden, som du kan finde og læse mere om i dette link: Fredningsbælter…
Lystfiskeri i Roskilde Fjord – Hornfisk
Når hornfiskene ankommer i ca. maj kan de fanges næsten overalt. De meget lavvandede fiskepladser, som der er flest af i Roskilde fjord, er alle værd at besøge i perioden. Her er både tale om fiskepladser med ålegræs samt fiskepladser med ren sten- og sandbund.
Nogle år bliver hornfiskene i fjorden i 3-4 måneder, andre år kun 1-2 måneder. Maj og juni må siges at være topmånederne generelt set.
Makrelfiskeriet i fjorden
Makrellerne fanges typisk i- eller nær sejlrenden. Derfor kan det betle sig at finde havne eller fiskepladser langs fjorden, som læner sig op ad denne. De fleste makrel fanges dog fra båd, jolle eller fiskekajak m.m.
Makrellernes ankomst svinger en del. Nogle få år kan de fanges allerede i juni måned, mens andre år er mere givende fra juli/august. Sæsonen er oftest ganske kort – 1-2 måneder.
Andre fiskearter i Roskilde Fjord
Skrubberne kan i og for sig fanges året rundt, men det er ikke nemt. Aborrerne i den inderste del, primært i Kattinge Vig og Herslev Bugt, kan lettest fanges i sommersæsonen. Man skal i dette tilfælde være opmærksom på, at fiskeriet svinger umådeligt meget. Man får mere ud af at fiske i de omkringliggende søer, når aborrerne skal fanges.
Pighvarrerne kan egentlig fanges året rundt, men forår, sommer og efterår er at foretrække. Vil man fange sild, er det muligt at gøre det ved Herslev Hullet fra båd. Hullet er ca. 32 meter dybt. Prøv både forår og efterår. Ellers kan man forsøge sig fra en af de fine havne langs fjorden, hvor der er dybt tæt under land. Fra kaj eller mole.
Knæk og bræk med dit lystfiskeri i Roskilde Fjord.
Jari – Lystfiskeri Danmark.
Læs meget mere om lystfiskeri i Roskilde Fjord, samt om mulighederne for andre oplevelser omkring fjorden her: Roskilde Fjord…
