Kalvø

Kalvø – lystfiskeri
Kalvø er at finde i bunden af lystfiskeroasen, Genner Bugt. Her er ikke tale om en stor ø (17 hektar), men når der er tale om stabilt kystfiskeri efter havørreder, er få steder set større. En dæmning, som betyder at man kan køre over til Kalvø, er med til at danne rammen om en form for indsø. I den inderste del/i “indsøen” er altid havørreder. Foråret, efteråret og sommeren igennem med garanti. Både antallet og størrelserne på ørrederne varierer en del…
Man kan i realiteten fange fisk rundt om hele øen, men det er kun i den inderste del hvor stabiliteten kan findes.
Kalvø kan køres til på kun 8 minutter fra Gåsevig Strand Camping…
Vand og bundforhold
Indersiden er i høj grad lig med blød bund. Der er nogle få muslingebanker her og der og blæretang langs land, i et ligeså sporadisk omfang.
Gennemsnitsdybden i den inderste del er ca. 1 meter – der hvor det er lovligt at fiske. Den midterstel del, af den inderste del, er omfattet af et helårs-fredningsbælte. Læs mere om det her: Fredningsbælter…
Langs ydersiden er fangsterne langt mere tilfældige. Hele østsiden er lig med sandbund, store og små sten, samt masser af blæretangsbuske. Ideelt til havørreder, men det er som om at den indre del trækker mere… Om foråret og om sommeren hvor der er en del tobis og sild i Genner Bugt, kan fiskeriet på ydersiden/den østligste del af Kalvø være sublim.
Gennemsnitsdybden langs østsiden ligger på ca. 1,7-2 meters dybde.
Det er ikke tilladt fiske fra dæmningen. Man kan istedet gå i vandet på ydersiden og vadefiske langs: Genner Strand.
Årstider – fiskearter rundt om Kalvø
Havørred: Havørreden kan fanges her året rundt. Mindstemål: 40 cm.
Sej: Sejene er typisk inde i Genner Bugt henover foråret og sommeren. Maj måned er typisk mest givende.
Mindstemål 30 cm. Ingen fredningstider.
Skrubbe: Skrubben kan fanges året rundt fra Kalvø.
Mindstemål: 23 cm. Hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april.
Rødspætte: Der kan også fanges rødspætter fra øens østside. Sommerhalvåret er at foretrække.
Mindstemål: 25 cm. Hunrødspætten er fredet fra d. 15. januar – 30. april.
Hornfisk: Hornfiskene er at finde i Genner Bugt fra starten af maj og ca. 3 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Fangtmetoder
Havørred: Havørrederne synes ikke at være specielt kræsne rundt om Kalvø. Især ikke dem der fiskes efter i den inderste del. Alt fra rejefluer til tobisfluer, kystwoblere og blink i alle farver, former og størrelser virker. De mest givende farver set over et helt år er:
Grøn/hvid, sølv/grøn, rød/sort, hvid/neongrøn, lyserød/hvid, brun/hvid, brun/gul/hvid, kobber,sort, brun/sort og ren sølv.
De tobisfarvede og sildefarvede blink, er ofte de mest givende på østsiden/ydersiden.
Sej: Brug gerne blink såsom lyserøde blink, orange blink, tobis eller kobberblink. Derudover kan de fanges på store fluer, laksefluer eller fluer med kraftige/skarpe farver – evt. Pattegrisen.
Også makrelforfang med et blink for enden kan være givtige. Der er ofte større stimer af sej tæt op ad lystbådehavnen omkring maj, og man kan være heldig at fange flere på én gang, når et makrelforfang bruges.
Skrubbe og Rødspætte: Fladfiskene rundt om Kalvø fanges med sandorm eller børsteorm. Brug et alm. forfang, gerne uden kraftigt farvede perler og des lignende. Sommetider hugger både skrubberne og rødspætterne også på blink, når disse fiskes med over det lave vand hvor der er sandbund. I den indre del fanges en del skrubber hvert år med flue.
Hornfisk: Hornfiskene kan fanges i hele området i sæsonen. Hos den lokale fiskeforhandler i Åbenrå, Genner eller Haderslev, kan man købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere.
Knæk og bræk ved Kalvø.
Jari – Lystfiskeri Danmark
- Tilbage til: Gåsevig Strand Camping…
- Benyt en fiskeguide: Book en fiskeguide når du er på camping…
