Brede Å

Brede Å – lystfiskeri
Brede Å er i dag en af de få danske lakseåer, hvor man ofte kan finde sig alene langs vandet. Selvom fiskeriet er ret godt, er der andre åer som markedsføres på et langt større og bredere niveau, hvilket altid resulterer i flere gæstende lystfiskere.
Laks og havørreder er det der fiskes mest efter i åen, men en god bestand af aborrer og gedder er også at fange under vandoverfladen. Trods sit generelt smalle løb, er der kæmper at fange i Brede Å. Der blev. bl.a. fanget en havørred på 92 cm. og 8,8 kg. i august 2025. (Se billedet øverst)
Bredde: Åen varierer meget i bredden. Det bredeste sted er ca. 20 meter. Generelt er der dog, som tidligere nævnt, tale om et forholdsvist smalt vandløb.
Længde: Det er muligt at affiske 40 km. af åen, som er omkring 48 km. lang.
Man kan gå til Brede Å på få minutter fra Bredebro Camping og Idrætscenter. Andre spændende strækninger af åen, som også er en del af fiskeortet, ligger typisk indenfor ca. 2-5 minutters kørsel.
Adgang/fiskekort
Sæsonen løber fra d. 16. april til d. 31. oktober. Begge dage inklusive.
For at fiske i denne spændende lakseå i Sønderjylland, skal man både have Statens Fisketegn og et fiskekort til åen.
- Køb: Statens Fisketegn…
- Køb: Fiskekort til åen…
Regler
Det er vigtigt at sætte sig ind i reglerne for lystfiskeriet før man går i gang. Det gælder bl.a. – hvor store fiskene skal være før man må tage dem med hjem og hvilke fiskearter der er fredet samt hvornår m.m..
Læs mere om dem her: Regler…
Det er desuden ikke alle steder man må fiske, se kort over både parkeringsmuligheder og strækninger der må fiskes langs her: Kort…
Fiskeriet og fangstmetoder
Brede Å er både lig med lækre sving, strømmende vand og stryg. Men, som det også er med så mange andre danske åer, findes der også lange lige og mere langsomtflydende strækninger.
Man kommer rigtig langt med spinnere i de fleste former. Kondomspinnere samt de mere almindelige spinnere er begge effektive. Et eksempel på en alm. spinner kunne være en Mepps Aglia.
I perioder kan det være en tand mere givende at bruge kraftigere farver såsom orange eller gul på kroppen af kondomspinnerne. Når der er meget vand i åen, kan spinnere med tungere kroppe og mindre blade være vejen frem.
Åen egner sig mindst lige så meget til fluefiskeri samt til lystfiskeri med prop og orm. Nogle dage kan ormene være lystfiskerens bedste våben.
Set over en hel sæson er det dog de der fisker med spinnere, som fanger flest havørreder og laks i Brede Å.
Rigtig god fornøjelse.
Jari – Lystfiskeri Danmark
Tilbage til: Bredebro Camping og Idrætscenter…
